Middelmådighedens median

Peter PaghAf Peter Pagh, professor i miljøret, Københavns Universitet
 
Publiceret mandag 26. juli 2010


Tiltroen er høj til værdien af benchmarking, forskningsevaluering, kommunikationstrategier og branding, men får vi noget for pengene? Måske bliver vi snarere skudt tilbage til planøkonomiens kontrolsamfund.

Kan man måle en ide og om ideen er god, og kan man forbedre en ide ved at anprise den? Svaret skulle ikke være vanskeligt. Men så alligevel. Det er nye tider, hvor benchmarking er blevet det populære mantra, der er svaret på ethvert problem, når det gælder om at få styr på den offentlige sektor, uanset om det drejer sig om hospitaler, skoler, domstole, skatteligning eller universiteter. Benchmarks betyder målemærker, så det handler om opmåling. Men så jævne udtryk passer ikke ind i det moderne managementsprog, hvor personaleledelse er forfremmet til human ressource management. Budskabet om benchmarking sælges med fine ord som transparens, samfundsnytte og prioritering. Eller i den lidt længere udgave: Borgerne skal vide for at kunne vælge, og samfundet må prioritere sine ressourcer.

I tillid til at fremtiden kan designes af fortiden sættes alle dele af samfundslivet på formel, måles, bogføres og sammenlignes. I stedet for at afveje forskellige ikke sammenlignelige hensyn og værdier over for hinanden, bruges talværdier (og helst økonomiske størrelser) eller smileys – så budskabet ikke bliver for indviklet og herefter kan sælges af det nye lag af kommunikationseksperter, som har gjort sit indtog i de offentlige institutioner de seneste år.

For offentlige institutioner betyder benchmarking, at der på næsten ethvert område skal anføres mål, laves handlingsplaner og rapporteres. Begrundelsen er tredelt. De bevilligende myndigheder skal sikre, at de får noget for pengene, de ansatte skal vide, hvilken indsats der værdsættes, og borgerne skal kunne vælge på et oplyst grundlag, så de kan vælge den bedste skole, det bedste universitet eller sygehus i tiltro til, at en sådan åbenhed vil fremme kvalitet og innovation. Det lyder udmærket, men forudsætter alt sammen, at benchmark giver en dækkende belysning af det, som måles. For hvis det er rigtigt, at sådanne incitamenter virker, er det parametrene, der styrer, hvor aktivitet og ressourcer anvendes, men dermed også, hvor der ikke sker noget. Benchmarks fører ikke kun til positive tilvalg, men fører også til fravalg af den indsats, som skalaen ikke belønner, med de fatale konsekvenser dette kan have – sådan som planøkonomiens sammenbrud viste.

Begejstringen for at måle og anprise er også nået til universiteterne, der ellers med den seneste universitetsreform netop skulle sikres uafhængighed af politisk indblanding, så universiteterne kunne koncentrere sig om det, de er bedst til. Men som med Danske Bank er det gået anderledes.

Forskningsministeriet indgår såkaldte udviklingskontrakter, hvor ministeriet med en ordflom af tidens modeord udtrykker, hvad ministeriet forventer at få af forskning for pengene. Modellen ignorerer, at hvis dette lod sig besvare, kunne der umuligt være tale om forskning. Forskning er nu engang karakteriseret ved at udforske ukendt land og ikke ved at vade over gennemtravede stier. Større fremskridt i forskningen er derfor per se uforudseelige: forskeren kan forsøge, men ikke garantere. De fleste større opdagelser er da heller ikke resultatet af et forudgående valg, men af gennemarbejdede fejltagelser. Dette bekymrer tilsyneladende ikke, så længe budskabet kan sælges, hvilket tillige forklarer, hvorfor en del af universiteternes øgede bevillinger i de sidste år er gået til et nyt lag af kommunikationseksperter, som godt nok ikke ved noget om forskning, men angiveligt skulle beside evnen til at formidle noget, de ikke ved noget om.

For at vise at det er alvor, har ministeriet også sat mål og pris på forskningskvalitet og -mængde. Målestokken for forskningen er det såkaldte bibliometriske system, hvor forskningsaktivitet og kvalitet måles efter, hvor mange artikler, der publiceres de rigtige steder. Og rigtige steder er i den sammenhæng først og fremmest internationale tidsskrifter med peer review. Dette har betydet, at det Juridiske Fakultet gennem længere tid har ført en hård kamp for at overbevise ministeriet om, at højt kvalificeret forskning i for eksempel dansk køberet normalt kommer til udtryk i artikler og bøger på dansk, og ikke sikres ved peer review i fine engelsksprogede tidsskrifter. Man må næsten spørge, hvilket åndeligt armod der kræves for at hævde, at forskning i dansk lovgivning og danske domme foregår på et højere niveau på engelsk end på dansk…?

I dette perspektiv er det ikke underligt, at universiteterne efterhånden satser mere på kommunikation og bogholdere end på kvalificeret forskning. Det er middelmådigheden og ikke de internationale udfordringer, der sætter dagsordenen for, hvad bevillingshaver vil have fra universiteterne – og som i længden også bliver bestemmende for, hvad universiteterne leverer. Det er derfor forståeligt, at der i de senere år på universitetet har bredt sig en for mig ubegribelig forkærlighed for den uniformering, som er brandings faste ledsager.

Ligesom man ikke kommer op af sumpen ved at rive sig selv i håret, bliver dansk forskning ikke verdensklasse ved at skrive det i en plan. Det betyder ikke, at der er noget galt med at sætte mål og planlægge, når man husker at tage højde for, at enhver form for indsigt og videnskab har uvidenhed som ledsager. Og mens uvidenheden altid er bundløs, er viden begrænset. Videnskabens tilgang til viden er derfor anfægtelsen af det, vi tror, vi ved, hvilket omvendt udløser en passende ydmyghed og tvivl om forudsigelser.

Som enhver anden teori, der vinder større udbredelse, har benchmarking sit rationale. For universiteterne er der god mening i at have styr på tingene og tage stilling til, hvor man vil hen, hvordan det kan ske, og hvordan der prioriteres. Problemet er, at alting kan drives for vidt – at benchmarking meget let bliver konformitetens og middelmådighedens median med åndløshed og ignorans som adressat. Designet er nyt, men ligheden med planøkonomiens kontrolsamfund er påfaldende. Selv den mest indsigtsfulde vision kan imidlertid ikke forudsige morgendagen, når det gælder mere komplicerede forhold. Gårsdagens mål må ikke blive så absolut, at det ikke kan ændres. I så fald er fremtiden nemlig lagt i fortidens vold.

Selv om der ikke findes en færdig formel på balancen mellem dynamik og forudsigelighed, vil jeg hævde, at den nye tilbedelse af benchmarking for længst er tippet over og så at sige har fået sit eget liv. Et liv, der yderligere henter næring fra et voksende antal benchmarkere. Selv på benchmarkingens eget værdigrundlag er vi nået dertil, hvor man retorisk må spørge: Hvem måler nytten af alle disse planer og rapporter – for de er jo ikke gratis.

Denne artikel er også trykt i Weekendavisen den 23. juli 2010.

, ,

Der er lukket for kommentarer.

Modtag nyhedsbrev

Bjerg K udsender et nyhedsbrev med nyt om kommunikation og målinger.

Indtast din e-mail og modtag næste nyhedsmail.

Målinger man kan lære af

Dette site er en mindre del af et større forskningsprojekt, som vi kalder "Målinger man kan lære af". Deltagerne i forsknings-projektet samarbejder om at udvikle og afprøve nye og bedre måder at måle effekten af større kommunikationsløsninger på: hjemmesider, intranet, pressearbejde, videndeling, ledelseskommunikation, kommunikationspolitikker og -strategier mv. Deltagerne er:

Økonomistyrelsen

Udenrigsministeriet

Skatteministeriet

Fødevarestyrelsen

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

CBS

Bjerg Kommunikation

Kontakt os for mere information om forskningsprojektet...

Læs om deltagernes motivation for at deltage...